Le syndrome de Vichy

Mindet om Anden Verdenskrig i fransk litteratur og film.

Af Nicolas Marinos, Stenløse Gymnasium & HF

Som underviser i fransk står Anden Verdenskrig som et oplagt og ofte anvendt undervisningsforløb med flere relevante tekster at vælge imellem. I såvel enkeltfaglige som tværfaglige og –fakultære forløb er perioden desuden nærliggende at kaste sig over og der eksisterer næppe en ungdomsuddannelse, som ejer en fransk materialesamling uden bøger om Anden Verdenskrig.

Denne litteratur er dog yderst sjældent skrevet under selve krigen og repræsenterer derfor et givent blik på krigen fra efterkrigstidens perspektiv i bredeste forstand. Et blik som på metaniveau vil indlejrer perioden for sin egen tilblivelse. Derfor kan skønlitteratur om Anden Verdenskrig med et vist realistisk tilsnit af og til indkapsle historiebegrebets dobbeltaspekt idet den på den ene side beskriver de begivenheder, der fandt sted og på den anden side bidrager til sin samtids fortællinger om Anden Verdenskrig. Denne dobbelthed spejler for mig at se selve historiebegrebets dobbelthed, hvilket vil sige dels den akademiske disciplin, der forsøger at afdække de (formodede) kendsgerninger, der er knyttet til menneskets udvikling, dels den fortælling som en given periode finder relevant (og belejligt!) at bevare for eftertiden. På engelsk registreres denne skelnen med ordene history og story.

Den franske historiker og forskningsleder ved CNRS Henry Rousso udgav i 1987 bogen Le syndrome de Vichy – de 1944 à nos jours, hvori han udfolder en interessant faseteori, som jeg her kort vil skitsere i hovedtræk.

Roussos teori har mindet om Anden Verdenskrig og ikke selve krigen som omdrejningspunkt. Han studerer hvorledes mindehøjtideligheder, biograffilm og historieskrivningen har skildret Anden Verdenskrig i efterkrigstidens Frankrig og frem til vor tid. På disse områder bemærker han, at mindet om krigen har gennemløbet fire faser.

- 1944 til 1954 – Den uafsluttede sorg (Le deuil inachevé). Frankrig står direkte over for eftervirkningerne af ‘borgerkrigen’. Det er sørgeperioden, der får vidtrækkende konsekvenser for landets eftertid.

- 1954 til 1971 - Fortrængning (Les refoulements). Bortset fra perioden 1958-1962, hvor visse konflikter sporadiske atter dukker op, fremstår mindet om Vichy i denne periode som langt mindre konfliktfyldt. Det lader til, at franskmændene fortrænger krigen og dens interne splittelse, godt hjulpet på vej af den dominerende myte ‘le resistancialisme’. Dette ord, der blev skabt under befrielsen, dækker over en proces med flere aspekter. For det første en bagatellisering af Vichy-styret, dets gerninger og dets dybe forankring i det franske samfund (herunder selv de mest negative sider). For det andet skabelsen af et ’minde’ om en talstærk modstandsbevægelse, som langt overstiger de faktiske tal. For det tredje en fremstilling af modstanden mod tyskerne som en del af den franske nationalkarakter under krigen.

- 1971-1974 - Det knuste spejl (Le miroir brisé). Spejlet (dvs. mindet) knuses og myter punkteres. Det fortrængte vender tilbage. Et opgør med mindet om Anden Verdenskrig trænger sig på.

- 1974-? – Besættelse/optagethed (L'obsession). Denne fase er dels præget af en vækkelse af den jødiske bevidsthed og hukommelse, dels – på den indenrigspolitiske plan - en betydelig efterklang fra landets splittelse under besættelsesperioden.

Som nævnt er disse faser repræsenteret bl.a. gennem det franske biograflærred. Ligesom i freudiansk teori opererer Rousso med, at den kollektive hukommelse overvejende viser sig i form af manifestationer. I en grundig gennemgang af alle franskproducerede og co-producerede film fra efterkrigstiden og frem til i dag med Anden Verdenskrig som tema eller ramme (ca. 200 film i alt), har Rousso noteret sig, i hvilket omfang filmene er bærer af ånden i de fire faser som manifestationer af en kollektiv hukommelse.

I sin gennemgang omtaler han bl.a. La grande vadrouille (Undskyld vi flygter) af Gérard Ory fra 1966 samt to film af Louis Malle: Lacombe Lucien (Håndlangeren) fra 1974, Au revoir, les enfants (Vi ses igen) fra 1987. Tre film der på eksemplarisk vis hver især repræsenterer de tre faser: fortrængning (1954-1971), det knuste spejl (1971-1974) henholdsvis besættelse/optagethed (1974-?).

De to sidstnævnte film og dertil hørende filmmanuskripter benyttes i dagens franskundervisning og i denne forbindelse står Roussos faseteori som en oplagt lejlighed til at indskrive film og manuskript i større historisk kontekst, der perspektiverer og aftvinger refleksion såvel som historisk bevidsthed hos eleverne. Man kunne tale om en form for metapointe, der eventuelt ville træde tydeligere frem ved at supplere med klip fra én af fransk films største succeser La grande vadrouille (Undskyld vi flygter) med den legendariske Louis de Funès.

Når alt kommer til alt bør tekstlæsning og -fordybelsen dog stå som solidt fundament før den føromtalte metapointe i Roussos faseteori kan træde igennem. Omvendt bør man som undervisere ikke undlade at gøre det klart for eleverne, at eksempelvis en film som Lacombe Lucien med over 30 år på bagen også i sig selv tegner en periode (Les refoulements) i fransk historie. En periode der ifølge Rousso indledtes med Marcel Ophüls’ dokumentarfilm Le chagrin et la pitié fra 1971, som afslørede tidligere fortrængte sider af franskmændenes kollaboratørvirksomhed under krigen og først blev vist i fransk TV 10 år senere!

Selvom Roussos teori er oplagt som supplement i franskundervisningen om Anden Verdenskrig i 2.-3.g, finder man røster der undsiger Roussos konklusioner. Eksempelvis har den amerikanske professor Richard J. Golsan udtalt, at Malles film Lacombe Lucien snarere er offer for end et symptom på Roussos faseteori – le syndrome de Vichy. Hvorvidt man er enig eller ej er op til eleverne at diskutere – på fransk.